Torvegade 8, 7800 Skive +45 6084 3701 per@potentialis.dk

Jeg har fået et skarpt øre for at høre de begrænsninger, vi sætter op for os selv.

Når man bliver ældre, skal man regne med ditten, datten og dutten. “Jeg har aldersbetinget, nedsat syn”, “Det er meget sværere at finde en kæreste end for 10 år siden”, “Jeg er kommet i reparationsalderen, og så er det jo godt, at man kan få nogle reservedele”, er nogle af de udtryk, jeg har hørt for nylig.

Virkelig?

På en af mine uddannelser lærte jeg at stille spørgsmålet: “Er det en naturlov?” En naturlov er noget, der sker altid. I hvert eneste tilfælde. Som at man ikke kan tale, hvis talecenteret i hjernen er ødelagt, eller at det begynder at bløde, hvis man skærer sig i armen.

Det er for eksempel ikke en naturlov, at man får dårlig ryg af at sidde i en ukomfortabel stol, eller at man får lungekræft af at ryge en pakke cigaretter om dagen i 50 år. Ganske vist findes der eksempler på begge dele, men det sker ikke i hvert eneste tilfælde.

Kender du også nogen, som har et upåklageligt syn, selv om de har passeret de 50, som har fundet en ny kæreste i en moden alder, eller som har været raske og rørige livet igennem uden at få udskiftet hverken hofter eller knæ?

Det er altså ikke naturlove, vi har at gøre med her.

Jovist gennemgår kroppen en vis ældningsproces, men er det én, du er uden indflydelse på? Nej vel!

Din indflydelse ligger ikke mindst i de ting, du fortæller dig selv. De overbevisninger, du har om det ene og det andet, bliver også let til dine begrænsninger. De har det nemlig med at blive selvopfyldende profetier. Jeg hiver lige mit yndlingscitat frem (tak for lån Henry Ford!): “Uanset om du tror, du kan, eller du tror, du ikke kan, får du helt sikkert ret”.

Jeg vil vædde med, at mange af dine overbevisninger ikke engang er dine egne. Det er nogle, du har overtaget fra andre. Måske har du hørt så mange sige de samme ting, at du har tænkt, at så måtte det nok være rigtigt.

Er det naturlove, du tror på, så fair nok. Hvis ikke, så vil jeg anbefale dig at lægge nøje mærke til, hvad du går rundt og fortæller dig selv. Du vælger nemlig selv, hvad du vil tro på, og eftersom det, du tror på, har en tendens til at blive din virkelighed, betyder det rigtig meget, hvilke overbevisninger du gør til dine.

Hvad ville der mon ske, hvis du valgte at tro på, at du vil forblive sund og rask, indtil du er blevet mæt af dage, at du altid vil have penge nok til at få det, du har brug for, og at kærligheden venter lige om hjørnet?