Hypnose fik det til at køre for Mette

Mette kunne godt se det for sig.

I begyndelsen havde hun svært ved at tro på, at det ville lykkes. Hun havde været til køreprøve to gange med samme resultat.

Hun var slet ikke sig selv. Gik i sort. Alle klapper gik ned samtidig – og blev nede.

Og selv om den køreprøvesagkyndige godt kunne se, det var nerver alt sammen, kunne han ikke lade hende bestå.

Det er meget tit noget, vi ikke har prøvet før, vi bliver bange for. Især hvis vi skal præstere noget samtidig. Når vi har prøvet det nogle gange, og det er gået godt, forsvinder frygten som regel, og vi står tilbage og undrer os over, hvorfor vi nogensinde var bange for det.

For nu er det jo pærelet!

Fordi, vi har prøvet det før.

Jeg vil fortælle dig noget om din hjerne – den mest komplekse konstruktion på jorden.

Sammen med alle andre menneskers hjerner, forstås.

Når det kommer til oplevelser, og hvordan den bearbejder dem, kender hjernen ikke forskel på det, du har oplevet i virkeligheden, og det, du har forestillet dig.

For eksempel ved at visualisere.

Det udnyttede Mette.

Vi arbejdede også med andre ting i løbet af de to gange, hun var til hypnose, men mest af alt visualiserede hun, at hun gik til den nye køreprøve, kørte perfekt og bestod.

Hun oplevede endda, at den køreprøvesagkyndige ønskede hende tillykke med kørekortet.

Hun øvede sig også derhjemme. Den ene gang efter den anden.

Da dagen for den nye køreprøve kom, var Mette langt mindre nervøs. Hun kørte lige så godt, som når hun havde øvet med sin kørelærer. Og bestod!

Og den køreprøvesagkyndige ønskede hende tillykke.

Kan du se det for dig?