Blog

Op med hagen!

Jeg er begyndt at lægge meget mærke til folks udtryk, når jeg går forbi dem på min daglige travetur. Og det slår mig, hvor mange, der undgår øjenkontakt. Nogle kigger konstant ned i jorden, nogle ser væk, andre har et tomt og trist udtryk i øjnene.

Og det minder mig om, hvorfor jeg laver det, jeg laver. For jeg har selv været der, hvor jeg syntes, det var svært at se andre mennesker i øjnene.

Det er ikke nogen rar følelse, og jeg ved, at det kan virke håbløst og uoverskueligt at gøre noget ved det, for man HAR jo prøvet. Eller har man?

For der findes alternativer til blindt at gentage sine egne handlingsmønstre igen og igen – og indkassere nederlag på nederlag, skuffelse på skuffelse. Du kender sikkert mundheldet om, at hvis du gør det, du altid har gjort, får du det, du altid har fået. Vil du ændre noget, må du gøre noget andet, end du plejer. Og jo før du indser, at der ikke kommer nogen og gør arbejdet for dig, desto bedre.

Jeg tror på, at en stor del af meningen med livet er, at vi skal lære noget bestemt. At der er en grund til, at vi hver især har fået lige præcis vores bestemte ting at slås med. Hvad jeg til gengæld ikke tror på er, at det er meningen, at vi skal lide under det samme problem livet igennem. Noget af det mest storslåede og rørende i verden er at se et menneske overkomme sin største udfordring.

Det er derfor, jeg elsker mit arbejde. Så betyder det mindre, om det er hypnose, coaching, EFT eller noget fjerde, der skal op af værktøjskassen. Jeg bruger det, jeg tror på er bedst til den person, der sidder i stolen over for mig.

Vidste du for resten, at bare det at se op mod himlen i stedet for at kigge ned i jorden, får dig til at føle dig bedre tilpas? ”Op med hagen” sagde forældre i hvert fald før i tiden til deres børn. Det er en lille ting, men det viser, at du ikke er magtesløs. Du KAN ændre din situation, hvis du vil, og du kan begynde lige nu.

Ha’ en dejlig dag!

 

Venlig hilsen

Per Nielsen